Gud vandt stort!
Interview med Annie Bendtsen
Af Susanne Hyldgård

Annie, fortæl lidt om dig selv før du blev en kristen…

Der var ikke nogen, der skulle fortælle mig noget, jeg vidste alt selv. Jeg var meget selvcentreret, kan jeg se nu. Hvis folk ikke var enige med mig, var jeg ligeglad, for jeg vidste, at det var min måde, der var den smarteste!
Jeg var helt vildt stolt. På alles bekostninger skulle jeg bare vinde en diskussion, ligegyldigt om jeg trådte på nogens følelser eller gik på kompromis med mine egne holdninger - bare jeg vandt diskussionen! Jeg havde det perfekt, havde en god familie, gode venner, så godt ud og savnede ikke noget. Jeg havde det så godt, som man kan have det uden Gud.
Jeg var glad, udadvendt, og ville gerne snakke med folk, og hvis folk ikke ville acceptere mig, som jeg var, så var det dem, der havde et problem. Jeg ville i hvert fald ikke lave om på mig selv. Jeg prøvede at være høflig, venlig, en god elev osv., men min egoisme og arrogance skinnede rimelig meget igennem, ser jeg nu!

Hvordan fik du interesse i den kristne tro?

Jeg skulle ud at rejse i Central-Amerika med en kristen organisation, som hedder Impact. På et forberedelseskursus mødte jeg alle de her kristne, som også skulle ud at rejse med denne organisation, og der tænkte jeg: ”De her kristne er da slet ikke så åndssvage, som man går og tror!”
Jeg kom af sted til et kristent børnehjem, og der fandt jeg ud af, hvor meget man bør sætte pris på det, man har. Det lyder godt nok lidt klicheagtigt, men ikke mindre var det det, jeg oplevede.
Jeg havde bare ikke nogle at være taknemmelig til. Så når jeg havde så mange ting at være taknemmelig for, frustrerede det mig en hel del, at der i min ateistiske verden ikke var nogen gud eller nogen grund til at sige tak, for det var jo tilfældigheder det hele.
Mens jeg var i Honduras, havde vi på et tidspunkt besøg af et ungdomsteam fra USA, og de stillede mig en hel del provokerende spørgsmål, som fx hvorfor jeg ikke bare spurgte Gud, om han var der. Det provokerede mig ret meget, men ikke desto mindre turde jeg ikke. Jeg vidste jo, at det havde konsekvenser, hvis Gud eksisterede. Jeg blev meget inspireret af amerikanerne, og begyndte at længes efter at have det, de havde, selv om jeg ikke vidste, hvad det var.
Det satte mange tanker i gang hos mig, så det første jeg gjorde, da jeg kom til Danmark var at investere i en Bibel.

Hvad overbeviste dig?

Da jeg kom hjem til Danmark igen, holdt jeg kontakt med ungdomsteamet fra USA, og de inviterede mig med til deres sommer-camp (Snow-bird), som er i USA, og jeg valgte at tage af sted. Det første, der mødte mig i USA, var 20 unge mennesker, der var glade for at se mig. Det overvældede mig, - den glæde jeg blev mødt med af mennesker, der kun havde kendt mig en uge, og nogle af de 20 kendte mig ikke engang.
Det, der gjorde størst indtryk på mig, var det faktum, at der var 85 unge samlet, og de havde kun kendt hinanden i en måned, men de havde så meget til overs for hinanden. De var meget fokuserede på, at alle skulle have det godt, var gode til at give opmuntrende ord, og det på trods af, at man sov meget lidt og hele tiden skulle være der for en masse teenagere. Jeg længtes efter at være i et fællesskab som det, hvor man var villig til at lægge sine liv ned for hinanden. Min arrogance var jo bare en facade, jeg havde sat op for at holde verden ud.
Pludselig gik det også op for mig, hvor meget jeg længtes efter den fred, som jeg så de kristne havde angående hele dating-ræset. Jeg syntes egentligt ikke, det var fedt at skulle stadse sig ud hver eneste weekend i forsøg på at finde ”den eneste ene”, som jo alligevel aldrig var ”den eneste ene”, da man jo bare blev skiftet ud, når noget bedre viste sig.
Men det var jo heller ikke alting, der var fedt ved at sige ”Ja til Jesus”, for jeg var jo også godt klar over konsekvenserne, som at skulle opgive venskaber, skulle skuffe mine forældre, og i det hele taget bare at skulle tage et helt holdningsskifte. Det skræmte mig så meget, at det var svært for mig at vælge den rigtige vej, også selvom jeg godt vidste, at Jesus var den rigtige vej, for jeg ville så gerne bibeholde de relationer, jeg havde. Men samtidig var jeg mega-frustreret over at være sådan en hykler, som jeg var. På den ene side elskede jeg de kristne værdier, at man var selvopofrende osv., og jeg hadede at være så egoistisk, som jeg var og ville egentlig gerne ud af det. Samtidig var jeg ikke villig til at opgive det før nævnte.
Dagen før jeg skulle hjem til Danmark igen, var jeg nået til det punkt, at jeg var nødt til at tage en beslutning, jeg måtte vælge hvilken vej, jeg ville gå på. Derfor gjorde jeg det lidt op i plusser og minusser: ”Hvad er det fede ved at blive, hvor jeg er - og hvad er det fede ved at skifte retning?” Og Gud vandt STORT!!

Hvad skete der så da du kom hjem til Danmark igen?

Jeg mistede venner, og min familie blev skuffet over mig, men jeg mødte også respekt hos nogle. Jeg havde dog ikke rigtig nogle kristne relationer i Aalborg, jeg manglede nogle andre kristne til at dele min tro med. Jeg var startet i Apostolsk Kirke, men passede rimelig meget mig selv. Jeg startede samtidig på universitetet, hvor jeg blev kastet direkte ud i verden igen. Jeg prøvede at fastholde mine kristne værdier og tankegang, men det var utrolig svært i et natur-videnskabeligt miljø. Jeg begyndte at synes, at det var nemmere at være som verden igen, for der var alligevel ikke nogle, der kunne lide mig oppe i kirken, bildte jeg mig selv ind, og så kunne jeg jo ligeså godt være sammen med de mennesker, der kunne lide mig. Jeg begyndte at komme med undskyldninger om, hvorfor jeg ikke skulle komme til cellegruppe, så jeg ikke skulle være sammen med de mennesker, der bekymrede sig for mig. Og så kom der den ”eneste ene” og viste interesse, og så var jeg fortabt! Det værste var bare, at det gjorde så ondt indeni hele tiden. For hver gang jeg tog et skridt længere væk fra Gud, blev smerten værre, og jeg havde store samvittighedskvaler. Jeg prøvede at komme med en endegyldig undskyldning, så jeg kunne få sagt helt farvel til kirken og de kristne. Jeg brugte lang tid - MEGET lang tid på at finde teoretiske undskyldninger, men jeg fandt aldrig nogen.
Jeg begyndte at tænke i de baner, at det nu var for sent at komme tilbage. Jeg skammede mig over, at jeg havde vendt mig væk fra Gud og var sikker på, at folk ikke ville mig mere. Jeg følte, jeg havde tabt ansigt, men det var heldigvis en løgn.

Hvordan kom du så tilbage igen?

Lidt ved en fejltagelse kom jeg med til et Power Encounter møde, hvor Line Banner talte. Jeg kom op til kirken og følte mig totalt malplaceret, da jeg kom ind. Jeg kom lidt for tidligt, så der var ikke rigtig andre. Lovsangsbandet øvede, og jeg stillede mig bare som en lille grå mus nede i et hjørne og forsøgte at undgå øjenkontakt med nogen, da jeg jo havde det rigtig skidt. Men pludselig råbte Simone ud over det hele: ”Hej Annie!” Det gjorde mig rigtig glad. Jeg følte mig velkommen.
Aftenen startede med et profetisk ord der lød: ” ….der er en her i aften, der skal vende sig væk fra vantro og komme tilbage til Gud...” Det oplevede jeg som et spotlight, der blev rettet på mig. Det var jo tydeligt, at det var mig, der blev snakket til. Resten af aftenen gik ikke stille af sig med omvendelse, udfrielse osv. Jeg kom den aften hjem kl. 00.30 og havde aftalt, at jeg skulle døbes d. 22/4-07.

Hvilken forskel har Jesus gjort for dig?

Han har ændret hele min opfattelse af andre mennesker og vigtigheden af at være selvopofrende.
Min søster og jeg har altid haft et mega-dårligt forhold, bestående af slåskampe og diskussioner. Men efter jeg tog imod Jesus, har jeg ikke længere bare villet vinde en diskussion på bekostning af min søsters følelser, men har kunnet stoppe diskussionen, selv om jeg så endda ved, at jeg har ret, for at hun ikke skal føle sig trådt på. Vores forhold i dag er generelt ændret.
Han har også sat mig fri fra frygt for døden, for min arrogance og min egoisme og fra min ”jagt” på den ”eneste ene” og fra min daværende facade. Han har reddet mig fra verden.

Hvad brænder du for?

Jeg brænder for, at de nye unge, der tager imod Jesus, ikke må falde fra, ligesom jeg selv gjorde.
Jeg brænder også for apologetik, det at give videnskabelige beviser på troen.

Næste indlæg: Niels Ole sagde ja til Jesus med 80 km/t

Forsiden