Han kender mig!

Billede
Af Rune Bagou Hansen

Hvis Gud er så god…?
Mit navn er Rune, og jeg er en 38-årig familiefar, som bor i Aalborg. Jeg voksede op i en kærlig familie, der som alle andre familier havde sine gode sider - og sine mindre gode. Vi blev ikke opdraget i den kristne tro som sådan, men blev ofte introduceret for den (bl.a. igennem mine morforældre og andre).
   Én af mine tidligste erindringer er, da jeg som 3-årig gik rundt omkring en andedam med min mormor, som er Jesus-troende, og spurgte hende: ”Mormor, hvis Gud er så god, hvorfor er så alt det, der smager godt, dårligt for os, og det, der smager dårligt, godt for os?”
Et ret godt spørgsmål fra en 3-årig, vil jeg mene, men også et godt billede på den slags nysgerrighed, der senere skulle gøre, at jeg stillede så mange eksistentielle spørgsmål om livet (og nåede frem til det overordnede svar: ”Jesus Kristus”).

Teenageårene og de tidlige 20’ere – panikangsten rammer, og skizofrenien følger...
Hvis vi tager et spring i tiden her, så udviklede jeg i midt-teenageårene og frem nogle ret dårlige vaner, såsom at lytte til den forkerte musik, se de forkerte film, bruge tid med folk, der drak og røg hash – hvilket jeg også begyndte på. Jeg var en følsom sjæl, og disse ting fik deres negative indflydelse i mit liv. Kort fortalt skete det en dag, at jeg steg på bussen for at besøge en ven af en ven i en anden by. Der blev drukket alkohol den weekend – men hvad der førte til hvad, ved jeg ikke. På vej hjem i bussen skete der det, at jeg fik det første panikangstanfald i mit liv. Det var voldsomt, og det var, som om jeg var ved at blive gal, eller endda var på randen til at dø. Min ven forsøgte at berolige mig, men da vi nåede frem til Aalborg, tog jeg direkte hen til mine forældre, og brød sammen i min mors arme.

Ikke mere dårligdom!
Fra da af besluttede jeg mig for at leve et sundt liv. Ikke mere rygning, druk, usund mad – men masser af motion. Mit sind var rystet af forskellige oplevelser med panikangst, og jeg tog virkelig min beslutning om at leve sundt alvorligt, og begyndte også at læse meget om sund levevis. Desværre skete der kort tid efter det værste, der kunne ske: Jeg blev interesseret i og begyndte at dyrke yoga (kaldet hatha yoga). Det var så åndeligt fokuseret, og da jeg havde et åbent sind, hoppede jeg i med begge ben. Jeg praktiserede alle de forskellige bevægelser/ yoga-stillinger, samtidigt med, at jeg brugte ”asana’er” (bestemte vejrtrækningsøvelser). Jeg var også meget fokuseret på tanken / ideen om chakra (syv ”chakraer,” eller ”energicentre,” der påståeligvis kontrollerer vores krop, sind, liv). Jeg hørte om et fænomen kaldet ”kundalini-opvågning” (hvor det siges, at man ved hjælp af visse øvelser kan ”vække” en kraft til live indeni sig, der, som en sammenkrøbet, sovende slange, så vil rejse sig og give særlig, ”åndelig indsigt”). Jeg praktiserede dette og oplevede hvad jeg havde fået beskrevet (men ikke, hvad jeg søgte efter – hold fast, hvor er det dæmonisk!). Det tog ikke lang tid før min personlighed begyndte at ændre sig, jeg kunne næsten ikke sove, og det var, som om noget havde ”besat” en del af den person, jeg var. Jeg var på samme tid interesseret i mange andre pseudo-spirituelle aktiviteter. Det endte med en mere end et-år lang indlæggelse på psykiatrisk afdeling i Aalborg, hvor jeg blev diagnosticeret med skizofreni.

Jesus kommer på banen
Gud gjorde flere ting i denne periode. Nogle ”født-på-ny” kristne besøgte mig på hospitalet, hvilket gjorde noget i mig, og hvor jeg også oplevede Guds nærvær (da de talte i tunger). En anden gang, imens jeg endnu var indlagt, oplevede jeg spontant nærværet af Guds kærlighed, og jeg brød sammen i tårer. Til sidst skete det også, mens jeg boede hos mine forældre, at jeg en søndag morgen vågnede, og oplevede, hvordan jeg følte mig tilskyndet til at besøge en lokal frikirke (som min morfar havde været præst i). Jeg hoppede på cyklen og tog derhen (noget, der ellers kun skete sammen med familien juleaftensdag). Da jeg ankom, var alle i færd med at lovsynge Jesus, og jeg deltog og sang med (for første gang på denne måde). Straks skete det, at Helligåndens nærvær blev så stærkt, og jeg glemte alt om dem, der ellers var der. Det var som om Gud talte direkte til mit indre: ”Rune, du er som glas for mig. Du kan ikke skjule noget for mig. Jeg fordømmer dig ikke.” En stor, tung byrde blev løftet af mine skuldre, glæden kom frem, og jeg følte mig KENDT. Jeg gik endda op til prædikestolen (på en mere eller mindre spontan måde), og kunne dele det, jeg havde oplevet, med dem allesammen: Jeg havde mødt Helligånden, mente jeg, men selvom jeg ikke kendte Ham, så vidste jeg dette ene: Han KENDER mig!

Et nyt liv
Dette var vendepunktet for mig, der gjorde, at jeg har været troende lige siden (ca. 14 år nu). Jeg bad om tilgivelse for min synd, modtog Helligånden, og blev senere døbt i vand i Jesu navn. Selvom det ofte har været svært siden da, kan det ikke trække noget fra det betydningsfulde og meningsgivende, der nu er kommet ind i mit liv - ved at ”alle tings Skaber” har fået sin plads i det. Jesus sagde, at han ”kender sine får” (Johannesevangeliet kap. 10:14), og at den, der kommer til Ham, vil Han ”aldrig vise bort” (Johannesevangeliet kap. 6:37). Løfterne holder. Jeg har selv oplevet, hvordan Gud kan rejse en op, genoprette, helbrede og redefinere det, der har været gået i stykker. Dette er et værk, som Han fortsætter med indtil den dag, hvor vi endelig skal se Ham som Han er – ansigt til ansigt.     

Video

Nærdødsoplevelser