Troens virkelighed - kontra fordomme om den kristne tro

Troens virkelighed - kontra fordomme

Af Paul Otto Iversen

Vestlige mennesker tager afstand fra Gud, fordi de ikke kan fatte Ham med deres forstand.

Men egentlig er det kun det indre menneske, som kan erfare Gud. Så længe alt kører på skinner, og vi har medgang i livet, mærker vi ikke så ofte til gudslængsel. Anderledes kan det være, når vi møder ting i livet, som er vanskelige, og som gør os fortvivlede. Vi ser vores tilkortkommenhed. Vores synd og splittethed bliver åbenbaret, og vi ser, at vi har brug for hjælp. Alt dette kan være med til at skabe en sprække i den skal, som vi omgiver os med, så at et lysglimt fra den evige verden kan slippe ind og gøre os modtagelige for Guds tale.

Magnus Malm skriver i én af sine bøger:

"I denne sprække skimter jeg en levende Gud, som var der før mig og vil være der efter mig. Hans nærvær gør det umuligt og meningsløst at forsøge at fortsætte mit livsprojekt som før. At der faktisk findes nogen, som vil mig det godt og kalder mig til sig, kaster et helt nyt lys over mit liv og giver helt andre forudsætninger for, hvad det er at være menneske."

Hvorfor behøver vi frelse?

Bibelen fortæller om dette i syndefalds-beretningen, hvor mennesket valgte at bryde Guds bud og gå sin egen vej. Dermed mistede det sit intime fællesskab med den Gud, som havde skabt det, og egoismen og selvoptagetheden førte samtidig til, at menneskene også mistede fællesskabet indbyrdes.

Mange trækker opgivet på skulderen af denne beretning, men hvis vi mærker efter i vores indre, er det ikke vanskeligt at få øje på denne splittethed i vores personlighed: Vore egne ønsker går ofte på tværs af fællesskabets.

Vi oplever splittelsen i vort eget sind: Det vi ønsker at gøre, gør vi ikke, mens det vi ikke vil, gør vi. Og vi oplever splittelsen menneske og menneske imellem. Alt som skaber splittelse - enten det er inde i os selv, eller mellem os og vore medmennesker - kommer fra den onde. Bibelen siger, at "tyven kommer for at stjæle, slagte og ødelægge". Vi er kommet væk fra Guds vilje med vore liv og har brudt Guds bud for at leve efter vore egne lyster. Vi er kommet på afveje, og vi har pådraget os skyld.

Da Jesus "så folkeskarerne, ynkedes han over dem, for de var vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde."

Jesus kom for at føre "det bortkomne får" tilbage til fællesskabet ved at give sit liv som "en løsesum" og sone vores synd - sådan at vi skulle slippe af med vores skyld. Det skete, da han døde for os på korset. Ved troen på Ham får vi vores synder tilgivet.

Men frelsen indebærer også, at det som synden har brudt i stykker i vore liv, bliver helbredt.
Vores splittethed har ført til, at vi har taget de forkerte valg, og nogen af os kan genkende os selv i ”den fortabte søn”, som til sidst blev efterladt alene med sig selv, forladt af alle.
Når vi rejser os derfra og kommer hjem til vores Far, brydes konsekvenserne, som vort splittede sind har forårsaget. Vort indre menneske bringes i harmoni, og vores fællesskab både med Gud og mennesker bliver genoprettet.

Når Guds lys strømmer ind i vore liv, ser vi at det, som vi i vores egoisme troede skulle give os lykke, bygger på en stor misforståelse. Mennesket søger sit eget og tror, at det skal give dem livsglæde. Vi har alle en længsel efter det gode liv. Men det er kun i fællesskabet med Gud, at vi kan opleve den tilfredsstillelse, som vi higer efter. "Han (Gud) mætter din sjæl med det, som godt er".

Når vi vender os til Gud, kommer vi ind på en "ny og levende vej". Vi går over fra døden til livet. Vi bliver befriet "ud af mørkets magt" og sat over i "Guds elskede Søns rige".

Blandt ikke-troende er det en udbredt misforståelse at se det kristne liv som et glædesløst liv, hvor vi må give afkald på de menneskelige glæder. Men det er jo ikke sådan, at frelsen betyder at give afkald på vores menneskelighed, at vi mister den menneskelige lykke. Tværtimod er det synden og vores egoisme, som reducerer vores livsfølelse. I vores møde med Gud får vi også del i helbredende kræfter, som styrker vor menneskelige livsudfoldelse. Kristentroen gør os til mere menneske, ikke mindre, som én har sagt. Det splittede menneske heles.

Det, som vi ikke kan forstå og "se" med vores naturlige forstand, bliver åbenbaret for vort indre menneske. "Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige."

Peter Halldorf skriver:

"De, der spiste og drak ved Herrens bord ejede en overbevisning, ikke fordi de nu kunne forklare Gud, men fordi deres liv blev forklaret i det lys, som strømmede ind i sjælen. Denne forklaring indgød en vished af en helt anden slags end de korrekte sætningers skråsikre overbevisning."

Vi kan nu "se" Gud, og vores liv får en anden retning. Vi oplever rigtignok, at vi stadig er ufuldkomne mennesker og ofte kan opleve, at vi mislykkes. Vi er på vej, men et restaureringsarbejde kan tage tid. Men "han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den..." Vores frelse beror på troen på Guds grænseløse nåde.

En dag skal dødskræfterne få deres ende. Alt, som splitter, skal blive tilintetgjort. Da skal vi opleve den fuldkomne enhed. Guds mål er "at samle alt til ét i Kristus" samtidig med at "Gud skal være alt i alle".

Skrevet med inspiration fra bøgerne af:
Magnus Malm: Et hjerte større end verden (Boedal)
Peter Halldorf: Ånd og bokstav (Luther Forlag)

Næste >

LIVSFORVANDLING

Sad 13 år i fængsel - læste Bibelen og blev forvandlet

Hør Martin uddybe sin historie (10:03 min)

SPIRITUALITET

JESUS ER STÆRKERE END ALT ANDET!

Derfor valgte jeg Jesus...

Joachim søgte i New Age - og tænkte, at alt det med kristendommen var en "blind vej", og at der ikke var noget at hente dér...

Fra Asatro til Jesus

Kenneth blev fuldstændig forvandlet efter at troen på Jesus viste sin styrke og kraft.

Den ægte vare findes!