Min vej til levende tro

Af Heine Nielsen

Jeg har ikke altid levet et kristent liv, slet ikke, snarere tværtimod. Indtil for få år siden, sagde det mig absolut ingenting.

Jeg er døbt og konfirmeret, som de fleste bliver her i landet, men jeg kommer ikke fra et særligt kristent hjem. Da jeg som 12-13 årig begyndte at gå til konfirmationsundervisning, fik jeg af præsten udleveret et eksemplar af Bibelen, men den blev smidt langt væk, dagen efter jeg var blevet konfirmeret. Det sagde mig overhovedet ikke en pind.

Mit ungdoms- og voksenliv gik indtil for få år siden, ikke ud på andet end, at gå på arbejde til hverdag - og gå i byen i weekenderne. Tilbuddene på syndens hylder er jo mange i nattelivet, og uden at udpensle det hele, kan man vist roligt sige, at jeg ikke har nægtet mig selv ret meget. Det gav sig så nogle gange udslag i episoder, hvor jeg opførte mig mindre pænt overfor andre mennesker. Hvilket jeg i dag begræder og fortryder.

Jeg har i mit liv kendt rigtig mange mennesker og har haft rigtig gode venner, og sådan nogle har jeg da heldigvis endnu. Men jeg har også haft rigtig gode venner, som jeg desværre ikke har mere. Grunden til det var som regel, hvis vi blev uenige om noget, og det kunne være de mindste bagateller, så kappede jeg bare forbindelsen midt over. Det har jeg altid været skrap til, for jeg besidder en stædighed, der er nærmest legendarisk. Det gør så heller ikke livet lettere, for man bliver jo i sagens natur meget hurtigt alene. Og det er der jo i øvrigt heller ikke noget at sige til.

En lørdag formiddag for cirka fem år siden, gik jeg en tur hen ad gågaden i Herning. (Jeg boede i Herning dengang) Jeg fik pludselig lyst til at købe en bibel, så jeg gik ind i boghandlen. Ja, jeg følte nærmest en dragende fornemmelse, da jeg gik ind og købte et eksemplar. Som om Gud ønskede, at jeg skulle købe en bibel. Bagefter gik jeg hjem til mig selv. Satte en spandfuld kaffe over og satte mig ned, og slog op på side et, og begyndte at læse, og drikke kaffe, selvfølgelig. Og så skete det. Jeg fik den her fornemmelse. Den her beroligende og afslappede fornemmelse i hele kroppen. Det havde jeg aldrig prøvet før, når jeg læste. Jeg tænkte med det samme, at der måtte være en mening med det. Dagen efter var det søndag, og jeg skulle i kirke for første gang, siden jeg blev konfirmeret. (Hvis vi ser bort fra enkelte bryllupper og begravelser)

Jeg kunne faktisk godt lide at gå i kirke, viste det sig. Det gav en dejlig fornemmelse at sidde dér og lytte til præsten. Der begyndte så småt at vise sig en mening med mange ting. Og igen fik jeg den her dejlige fornemmelse, når vi sang og hørte om Guds ord. Ja, man kan godt sige, at jeg begyndte at føle mig hjemme i troen på Gud. Jeg begyndte nu at læse endnu mere intenst i Bibelen - samtidig søgte jeg også efter fællesskaber med andre kristne. Jeg tog kontakt til Indre Mission og blev mødt af nogle rigtig søde og rare mennesker, der tog godt imod mig. Der begyndte jeg så at komme til nogle af arrangementerne. Også det var rigtig gode oplevelser.

Men, der var ét eller andet... Ét eller andet som jeg ikke kunne forlige mig med. Hvad det var, vidste jeg ikke og ved det måske egentlig stadig ikke præcist. Men luften og lysten begyndte at sive ud af mig. Jeg kom stadig i kirken, men arrangementerne deltog jeg ikke længere i. Jeg følte mig ligesom ikke rigtig hjemme i Indre Mission længere. Jeg manglede en sag, kan man sige. En sag, jeg kunne bekende / dedikere mig til. Jeg ville gerne række ud til andre mennesker, men hvordan? Hvordan gør man det? Ja, jeg viste det i hvert fald ikke, det var helt sikkert. Men, møderne i Indre Mission sagde mig ikke rigtig noget længere. Det var hyggeligt, helt sikkert, men jeg ville gerne mere, end sidde og lytte til taler, synge, og så drikke kaffe til sidst. Jeg deltog også i Indre Missions kristendomskurser, men der fandt jeg heller ikke rigtigt svar på min søgen. ”NÅ”, tænkte jeg så, ”men så ender det vel her”, tænkte jeg videre. Jeg begyndte nu at søge viden og informationer på internettet om andre kristne trosretninger. Jeg læste lidt om mormonerne, adventisterne, metodisterne, baptisterne og luthersk mission, og jeg tænkte og tænkte, men det var heller ikke lige nogle af disse retninger, jeg skulle i.

SÅ lige pludselig en dag faldt tiøren. Jeg kunne huske, da jeg var dreng, var der en prædikant, der gik hele landet rundt, med et stort kors over skulderen. Moses Hansen, hed han. Jeg tænkte så lidt videre og kom så i tanker om en anden prædikant, jeg hørte om allerede dengang. Nemlig, Hans Berntsen. Jeg begyndte nu at gennemsøge internettet efter alt, hvad der var af læsning og videoer med disse to kristne mænd, der repræsenterede den levende tro på Jesus, hvilket man ikke var i tvivl om. Jeg blev simpelthen så glad, når jeg så dem. Der fandt jeg svaret - det var den levende tro, jeg ville finde ind til.

Der startede så et nyt kapitel og en ny udvikling i mit trosliv, og efter nogen tids søgen, fandt jeg hjemmesiden www.JatilJesus.dk. Og ved I hvad? Dér var svaret på mine spørgsmål og min søgen. Jeg skal være en discipel for Jesus. Jeg vil give mit liv til Jesus. Det er lige præcis det, jeg har søgt efter hele tiden. Jeg vidste det ikke selv sådan helt præcist, at det var det, jeg skulle. Men Gud ledte mig på vej og hjalp mig med at finde svaret på mine spørgsmål og min søgen. Igennem JatilJesus.dk, har jeg igen mødt nogle nye søde og rare mennesker. Det har været en rigtig dejlig oplevelse at møde dem. Glade, positive og imødekommende kristne mennesker. Jeg er dybt taknemmelig for, at Jesus har ledt mig i den retning.

Det var en lille beretning om min vej til tro på Jesus.

Heine Nielsen

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. (Joh.3:16)

Jesus sagde til ham: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. (Joh.14:6)

Næste >