Hvis du som en Jesu discipel har en åndelig mørk dag (eller tid), hvor Gud virker meget langt væk, så kan Jesu sidste timer på korset bringe dig trøst, perspektiv og virkelig hjælp.
Han, som Guds velbehag altid skinnede over, blev i disse timer omsluttet af så stort et mørke, at han til sidst råbte fra dybet af sin sjæl: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" (Mark.15:34) Jeg forestiller mig, at der i Jesu sidste timer - i det fysiske mørke fra den 6. til den 9. time - var bølger af totalt åndeligt mørke som skyllede ind over Jesu sjæl. Mørket havde magten. (Luk.22:53) Djævelen fik lov til at udføre sit raseri, og Guds engle (hvor meget de end ønskede at træde til) havde fået ordre til ikke at yde Jesus nogen hjælp. Det var den største test - og selv midt i sine lidelser elskede han til det allersidste dem, han var kommet for at befri. Her iblandt bødlerne. I Jesu mørkeste time blev der købt befrielse for din sjæl. Se, hvor meget din frelser led. Han som mindst af alle havde fortjent det. Og til sidst: "Jesus udstødte et højt skrig og udåndede." (Mark.15:37) Jorden skælvede. Synden blev sonet. Forhænget blev flænget. Gravene sprang op. (Matt.27:51-54) Mørket tabte, og den lyseste morgen var på vej! Og siden da har mørket måttet vige for Jesu navn.
1 Comment
|
Af Lars Hyldgård
Hjælp og inspiration til dig, der ønsker at følge Jesus. Arkiv
February 2017
Kategorier
All
|