Hvis du som en Jesu discipel har en åndelig mørk dag (eller tid), hvor Gud virker meget langt væk, så kan Jesu sidste timer på korset bringe dig trøst, perspektiv og virkelig hjælp.
Han, som Guds velbehag altid skinnede over, blev i disse timer omsluttet af så stort et mørke, at han til sidst råbte fra dybet af sin sjæl: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" (Mark.15:34) Jeg forestiller mig, at der i Jesu sidste timer - i det fysiske mørke fra den 6. til den 9. time - var bølger af totalt åndeligt mørke som skyllede ind over Jesu sjæl. Mørket havde magten. (Luk.22:53) Djævelen fik lov til at udføre sit raseri, og Guds engle (hvor meget de end ønskede at træde til) havde fået ordre til ikke at yde Jesus nogen hjælp. Det var den største test - og selv midt i sine lidelser elskede han til det allersidste dem, han var kommet for at befri. Her iblandt bødlerne. I Jesu mørkeste time blev der købt befrielse for din sjæl. Se, hvor meget din frelser led. Han som mindst af alle havde fortjent det. Og til sidst: "Jesus udstødte et højt skrig og udåndede." (Mark.15:37) Jorden skælvede. Synden blev sonet. Forhænget blev flænget. Gravene sprang op. (Matt.27:51-54) Mørket tabte, og den lyseste morgen var på vej! Og siden da har mørket måttet vige for Jesu navn.
1 Comment
Hvilken gave Bibelen er! Jeg har lige læst Romerbrevet igennem, og det styrker mig og forfrisker mig. Jeg opdager ting, som jeg ikke før har set, men bider særligt mærke i, at jeg får en klarere helheds-forståelse af, hvad Paulus prøver at forklare - ved at læse brevet i sammenhæng - frem for at læse det i mindre bidder. På den måde bliver det også tydeligt for mig, at nogle teologiske diskussioner kunne undgås, hvis vi alle læste Bibelen i sammenhæng. Prøv at forestille dig, at du boede i Rom, og at Paulus havde sendt dig et brev, som du skulle undervise andre ud fra. Ville du da tage dig tid til at læse det fra ende til anden og sætte dig grundigt ind i det? Ja, det tror jeg. Og Paulus ville sikkert også forvente, at du ville læse det hele i sammenhæng. Jeg vil gerne opfordre dig til at læse Bibelen, som den er. Jesus sagde: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple!” (Joh.8:31) Drop alle de menneskelige fortolkninger og overleveringer og kom direkte til sagen. Hvis du har et oprigtigt hjerte og kan læse og har Helligånden, har du alle forudsætningerne for at kunne fatte Guds ord. Ved begyndelsen af verdens måske største vækkelse, som begyndte i Kina i 70’erne, og som fortsat spreder sig i Kina, var der ingen teologer, men blot mænd og kvinder med Guds ord, som blev lært udenad. I lang tid var alle de mange troende ét – indtil de på et tidspunkt begyndte at modtage vestens forskellige teologiske bøger. Da blev der splid, som menighederne har måttet kæmpe med siden. (Kilde: Broder Yun) Jeg tror, at de fleste forkyndere kan blive fristet af ønsket om selv at blive hørt og anerkendt som noget særligt. Men det handler jo ikke om, at du eller jeg (i egen person) skal blive anerkendt, men om at Jesus må blive hørt og anerkendt. Og at vi må være hans disciple. Vi er alle lemmer på det samme legeme, men det er Jesus og kun ham, der er hovedet. Og det ønsker han at være altid for alle kristne. Hvem vil da vove at overtage hans plads med sin ”nok så vigtige” menneskelige overlevering eller teologi? Hvem ønsker at få at vide af Gud på dommens dag: ”Du skyggede for min Søn med dig selv og din egen teologi.”? Jeg synes, at det er logisk, at hvis vi læser Guds ord, som det er og ønsker at indrette os efter det, så kan vi forenes mere og mere på det grundlag. Jesus bad for, at vi skulle blive ét. Vi bliver ikke ét ved hjælp af en menneskeskabt teologi eller overlevering. Men hvis vi elsker ham og tror på korsets kraft, kan vi blive ét i ham og i hans ord. Jeg ønsker dig, som læser dette, Guds fred og velsignelse Vi har nok alle haft oplevelser i vores opvækst, som har sat sine tydelige aftryk i vores liv. Det har jeg også. Jeg er vokset op i en tryg og kærlig familie, hvilket er en uvurderlig gave. Alligevel havde jeg nogle mareridt, som jeg vil fortælle lidt om her: Som barn havde jeg disse frygtelige mareridt, hvor jeg faldt ned i et sort hul, mens der var skræmmende væsener i mørket omkring mig. Jeg faldt bare nedad og nedad i dette bundløse mørke, og jeg var i den værste form for rædsel og angst, jeg nogensinde har oplevet. Min mor kunne næsten ikke vække mig fra disse mareridt. Hun fortalte, det nogle gange kunne tage op til en halv time at få mig vækket, mens hun holdt mig i sine arme. I en periode fik jeg disse mareridt, hver gang jeg havde feber, men to gange oplevede jeg endda at få mareridt i vågen tilstand. En aften, da jeg var 9 år, havde jeg fået feber, og jeg var meget bange for at få mareridt igen. Min mor bøjede da sine knæ ved min seng og bad til Jesus om, at jeg ikke måtte få mareridt den nat. Og den nat fik jeg intet mareridt, og jeg har aldrig haft det siden. Ikke engang noget, der kan nærme sig. Jeg ved ikke, om du har oplevet ekstrem frygt eller rædsel i dit liv? Jeg ønsker ikke for nogen, at de skulle opleve noget i stil med de mareridt, jeg havde som barn. Det er fantastisk for mig, at min mor så mange gange var den kærlige favn omkring mig, når jeg vågnede fra disse mareridt. Som voksen har jeg haft en stærk åbenbaring af, at det virkelig var Jesus, der gennem min mors kærlighed, trak mig op fra dybet. Jeg har også en enkelt gang som voksen set en lille del af fortabelsens virkelighed – dog uden nogen frygt. Gud gav mig et syn: Jeg så ind i et mørke, hvor der var nogle skrækkeligt forvredne ansigter. Mens jeg fik synet, var jeg omsluttet af Guds fred. Og mens jeg så det, vidste jeg, at jeg nu så, hvad jeg var frelst fra. I dag ved jeg, at det, jeg oplevede i disse mareridt som barn, har med fortabelsen at gøre. Når mennesker, der har haft nærdøds-oplevelser af helvede, beretter om det, de har oplevet, kan jeg genkende nogle af de følelser, de beskriver. Jeg ved, at der findes en fortabelse, som Jesus har reddet mig fra! Jeg er taknemlig for den fred, Gud har lagt dybt i mit hjerte, men jeg oplever som mange andre, at jeg stadig lever i en åndelig kamp. For nylig havde jeg en oplevelse, hvor jeg i en times tid oplevede et åndeligt mørke presse sig ind over min sjæl. Det har jeg også oplevet flere gange tidligere. Men hver gang har Jesus befriet mig. Bibelen siger nemlig: Hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse! (Sl.130:7) Denne aften gik jeg en lang tur, hvor jeg tænkte på dette skriftsted. Det motiverede mig til udholdende at søge Gud for fuldstændig befrielse. Da jeg kom hjem, fortsatte jeg med at kalde på Jesus, mens jeg lagde Bibelen på min pande og holdt om den med begge hænder. Pludselig og meget markant kom friheden, og jeg fik samtidig et syn, hvor jeg med begge hænder holdt fast i en redningskrans. Jeg var ude på et oprørt hav og havde lige grebet fat i denne redningskrans. Denne redningskrans var Jesus! Jesus er kastet ud som en redningskrans til alle nødstedte på havet. Bølgerne raser og frygten for at gå ned i dybet er stor. Men Jesus er der, og du kan gribe fat i HAM! Jesus er frelseren! Og han er den eneste, der kan redde sjælene fra fortabelsens dyb. Dette dyb kendte Kong David også til! Her beskriver han, hvordan han oplevede det: Frels mig, Gud, for vandet når mig til halsen…. Jeg er kommet ud på det dybe vand, strømmen skyller sammen over mig. (Sl.69:2-3) Red mig… fra det dybe vand! Lad ikke strømmen skylle sammen over mig, lad ikke dybet opsluge mig, lad ikke brønden lukke sig over mig! (Sl.69:16) Undergangens floder slog mig med rædsel. Dødsrigets bånd snørede sig om mig… I min nød råbte jeg til Herren, jeg råbte til min Gud om hjælp. Han hørte mig fra sit tempel, mit råb nåede hans ører. (Sl.18:5-7) Han rakte ud fra det høje og greb mig, han trak mig op af de vældige vande! (Sl.18:17) Jeg satte alt mit håb til Herren, og han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp. Han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd. Han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. (Sl.40:2-3) Herre, jeg priser dig, for du har trukket mig op fra dybet… Du løftede mig op fra dødsriget! (Sl.30:1+4) Jeg takker dig, Herre, min Gud, af hele mit hjerte… Din godhed mod mig er stor, du har reddet mig fra dødsrigets dyb. (Sl.86:12-13) Når man har oplevet, at Jesus har reddet én fra fortabelsen dyb, så er der ingen grænser for, hvor meget HAN betyder for én. Når vi ved disse ting, så handler det i dette liv om, at denne frelse må nå alle! I 1. Korintherbrev korrigerer Paulus de kristne. De diskuterede i Korinth, om de som disciple tilhørte Paulus, Apollos eller Peter. Helt ironisk spørger Paulus: Er Kristus da blevet delt? Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer, eller blev I døbt til Paulus' navn? (1.Kor.1:13) Og Paulus slår senere fast: Derfor må ingen være stolt af mennesker. Alt tilhører jo jer, enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas... – alt tilhører jer. Men I tilhører Kristus... (1.Kor.3:21-23) Her (og i 1.Kor.3:1-7) gør Paulus det klart, at de kristne hverken tilhører Paulus, Apollos eller Kefas (dvs. kristne ledere). Disse er blot medarbejdere og tjenere, der ”vander eller planter”. Men Gud giver væksten! Paulus flytter med sin retorik hele fokus højt op over det baby-kristne plan. Hans største ønske var, at Jesus skulle være fokus og samlingspunkt for alle, og at apostlene blot skulle opfattes som gaver til menigheden. Han slår nemlig fast, at hele menigheden ejer alle apostlene, men at menigheden selv tilhører Kristus - og Ham alene! Derfor må vi være medarbejdere på hinandens glæde og forstå, at Gud har givet mange forskellige tjenester til at inspirere og udruste sit folk. Vi må sætte hinanden fri til at relatere til andre dele af Guds folk – i stedet for at modarbejde denne del af Guds plan. Der er desværre alt for megen indhegning af Guds folk. Selv om vi har Guds klare ord på dette område, findes der i dag mange ubibelske læresætninger eller systemer, som i kirken placerer præster eller ledere i et overophøjet embede over alle andre ”jævne og ulærde kristne”. Jesus taler direkte imod den form for hierarki i bl.a. Matt.23:8-11. Helt skævt kører det, når kristne ledere fejlagtigt forsøger at styre, udnytte eller kontrollere andre kristne. Problemet findes altså i dag, ligesom det fandtes på Paulus’ tid. Paulus omtaler det også i sit 2. brev til korintherne. Én af korinthernes (grækernes) svagheder var en tendens til menneske-ophøjelse, og derigennem havde de accepteret nogle såkaldte overapostle. Deres falskhed blev afsløret ved den ånd, som de opererede i over for de kristne. Paulus var frustreret: I accepterer uden videre, hvis nogen umyndiggør jer eller æder jer ud af huset, eller hvis nogen tager magten over jer, ophøjer sig selv og behandler jer med foragt. (2.Kor.11:20, BPH) Igennem dette 11. kapitel i 2. Korintherbrev viser Paulus, at disse såkaldte ”overapostle” er falske apostle, fordi de ikke opererer i Jesu tjenende ånd men i en undertrykkende ånd. Der var altså kommet nogle magtfokuserede ledere ind, som havde drejet fokus væk fra Jesus ved at indtage en selvophøjende position. Læg mærke til ordene: ”umyndiggør jer… tager magten over jer, ophøjer sig selv, og behandler jer med foragt!” Paulus afslører for korintherne, at dette i virkeligheden er Djævelens snigløb. Vidste du, at Djævelen er ude på at umyndiggøre dig? Altså at give dig åndeligt mindreværd, undertrykke dig og fratage dig de muligheder og den frihed, du har i Kristus. Djævelens mål er at skade dit direkte og personlige kærligheds-forhold til Jesus. Han ved, at dette er kilden til din frimodighed. På den måde håber han på at forlænge sin spilletid på jorden, ved at evangeliet kun forkyndes af en forholdsvis lille del af Guds folk. Men sådan skal det heldigvis ikke forsætte med at være. En af Djævelens mest lumske våben er at indblande mennesker i sin plan. Dette er en forfærdelig ond taktik af vores fjende, som har påført Guds folk mange sår og ar gennem tiden. Netop her har vi VIRKELIG brug for visdom til at forholde os rigtigt over for mennesker, som Jesus også har givet sit liv for. Tilbage til Paulus’ 2. Korintherbrev: Paulus var her alvorligt bekymret for de kristne i Korinth, fordi han så det net, som fjenden havde lagt ud for dem. Derfor måtte han på den stærkest mulige måde udtrykke, hvor direkte de kristnes forhold er til Jesus: For jeg våger skinsygt over jer med en skinsyge som Guds, fordi jeg har trolovet jer med Kristus, og kun med ham, for at føre jer til ham som en ren jomfru – men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus. (2.Kor.11:2-4) Disse sætninger af Paulus er meget stærke. Det personlige kærlighedsforhold til Jesus er altafgørende! Jesus forklarede hensigten med hans mission på denne måde:
Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ›Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.‹ Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. (Joh.7:37-38) Jesus kom for at frelse, men han kom også for at opfylde profetierne, om at Gud ville lægge sin ånd i menneskers indre. Guds hensigt er at installere det levende vand i os. Livsfællesskabet med ham, hvor vi ikke tjener ham ud af egen kraft, men ud af Åndens og Ordets værk i os. Dette er livet, som Guds har til os. Det er floden, som han inviterer os til at springe i. Af ovenstående skriftsted kan vi se, at Ordet (Skriften) vidner om Ånden, og andre steder taler Jesus om, at Ånden vidner om og åbner Ordet for os. Ånden og Ordet ikke modpoler i Guds rige, men forenet smelter de sammen og danner bæredygtigt liv. Ja, ligefrem en eksplosion af liv! Fjenden har imidlertid altid forsøgt at få Guds folk afledt eller vildledt, og han ønsker at vi skal nøjes med billige erstatninger af selve livet med Gud. Disse erstatninger kalder jeg – og mange andre kristne for religiøsitet. Religiøsitet opstår af menneskers sind, mens det sande kristenliv udspringer af Guds levende værk i os. Kom Helligånd!!! Du er forløst - forhænget er flænget - fællesskabet med Gud! Den 6/1-2013 havde jeg en tydelig drøm om natten:
Jeg drømte, at jeg talte med to ægtepar, som kom i den samme kirke. Begge ægtepar brændte for menneskers frelse, og de besad et stort potentiale for udbredelsen af Guds rige. Det ene ægtepar var fyldt af Helligånden på en meget mærkbar måde. I drømmen besøgte jeg dette ægtepar og formulerede en sætning, som jeg aldrig tidligere har tænkt. Jeg sagde: ”Kongerne har sat de øvrige brikker skakmat!” Derefter lyttede de meget, mens jeg uddybede, hvad jeg mente med det. At kongerne skulle sætte de øvrige brikker skakmat giver ikke rigtig nogen mening i et skak-spil. Men hvis drømmen er fra Gud, tror jeg, at en del kristne ledere – sikkert uden at ønske det - er blevet som konger, der sætter andre brikker skakmat. Rent menneskeligt kender jeg flere oprigtige og modne disciple af Jesus med ægte og stærke gaver fra Gud, som har oplevet at blive marginaliseret, hindret eller kontrolleret. Den smerte, som det har forårsaget, skyldes nok både åndelig blindhed og mangel på kærlighed. Gud bruger naturligvis præster og ledere, og jeg har stor respekt og taknemlighed i mit hjerte for rigtig mange præster og kristne ledere i Danmark. Der er hårdt brug for disse evangeliets tjenere, som kan være lysende og vejledende eksempler i at følge Jesus. Men mange kristne accepterer og ophøjer kristne ledere som mellemmænd mellem dem selv og Gud. Dette giver ofte en masse bænkevarmere og nogle få udvalgte aktive, som får lov til at bruge deres gaver/evner. Lederne bliver nogle steder ophøjet på en sådan måde, at medlemmerne ikke tør gøre noget for Guds rige uden lederens godkendelse. På den måde kan kristne ledere blive umyndiggørende mellemmænd, som stiller sig imellem og dermed adskiller fårene fra deres sande hyrde. Jesus er jo den sande hyrde, der ønsker at lede den enkelte. (Joh.10:14-16+27) Lad os gå tilbage til udgangspunktet og genkende den ånd, som Jesus lærte sine disciple at tjene i. Jesus sagde: Den største blandt jer, skal være jeres tjener. (Matt.23:11) Bibelen udtrykker klart, at apostlene ikke var herrer over andre disciples tro, men at de var Kristi tjenere og medarbejdere på andres glæde i Kristus. (1.Kor.4:1 og 2.Kor.1:24) Prøv at tænke på den kærlighed, der ligger i at være medarbejder på andres glæde! På den måde stiller den kristne leder sig ikke imellem Jesus og fårene, men nærmere ved siden af - for at fårene må komme Ham endnu nærmere. At være forenet med Jesus er nemlig vores glæde! Dét, synes jeg, er en god hjælp på vejen til at håndtere sandhed og retfærdighed og relationer.
Jeg beder om, at der må komme LIV ud af vores liv! Og dét vil der komme mere af, jo bedre vi kender Jesus! Jeg har brug for at lade alle mine holdninger til andre mennesker blive formet af HAM - så at jeg ikke skal dømmes som en tåbe og som et "rungende malm". (1.Kor.13:1) Og det beder jeg om, at jeres KÆRLIGHED stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så at I kan skønne, hvad der er væsentligt!" (Fil.1:9-10) Hvis Gud har født os på ny, vil vi have en kærlighed til Jesus, som vil vise sig i vores liv, ved at vi ønsker at leve i troskab mod hans ord.
Jesus sagde det helt tydeligt: Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord. (Joh.14:23) Oplæring i Bibelen har stor prioritet i fx Indre Mission og Luthersk Mission, og det er virkelig én styrke. Denne styrke ligger bl.a. i, at man lægger vægt på, at den enkelte selv læser i Bibelen. Alligevel er der nogle overleveringer, som sætter Guds ord ud af kraft – fx barnedåbs-traditionen og berøringsangsten i forhold til Helligåndens gaver. Men jeg er utrolig taknemlig for at jeg har fået noget af det vigtigste i mit kristenliv igennem Indre Mission – nemlig at Guds ord er mit fundament. Jeg ved ikke, om jeg på samme måde ville have fået dette fundament lagt så godt i mit liv, hvis jeg var vokset op i en gennemsnitlig dansk frikirke. Allerede da vi var 11-13 år, fik vi uddelt bibellæseplaner med forskellige refleksioner til bibelteksten, som de fleste af os ”juniorer” fulgte. I perioder læste jeg hver dag et lille stykke i Bibelen. Når vi var på lejr, havde vi rigtige bibeltimer med oplæg og efterfølgende gruppesamtaler, hvor vi talte om Bibelens tekst. I flere frikirker har jeg lagt mærke til, at mange unge har et meget tyndt forhold til personlig bibellæsning. Jeg har fx hørt en præstedatter på ca. 20 år stå frem i en frikirke og fortælle, at hun lige havde læst i Salmernes Bog for første gang i sit liv. Jeg kender til flere med luthersk baggrund, som netop i frikirke-fællesskaber har savnet den dybere bibelske forankring. Til gengæld har de oplevet en grad af Åndens liv og gaver dér, som de har savnet i de fleste lutherske fællesskaber. Jeg mener, at det er vigtigt, at alle kristne læser så meget i Bibelen som muligt. Man må naturligvis finde en personlig måde at gøre det på, som ikke kvæler udbyttet, men forøger glæden og udbyttet af Guds ord i vores liv. Bed Gud om, at han må give dig lyst til at læse i Bibelen, og bed om at han må gøre sit ord levende for dig! Du har brug for det! Meget mere end du aner! Disciple af Jesus er blevet parkeret som bænkevarmere. Alt for få er aktive på banen, og alt for mange er endt som bænkevarmere eller tilskuere, som aldrig er kommet i spil. Vi er alle kaldet til at være sande disciple, som udfylder vigtige funktioner i at udbrede Guds rige. Gud har nemlig lagt gerninger til rette for os alle, som vi hver især skal vandre i! (Ef.2:10) Det har aldrig været Guds idé, at nogle få professionelle skulle udføre hele arbejdet eller køre et show, mens størstedelen skulle være som et passivt heppekor. Men sådan er det blevet i meget af den moderne kirke. Lad os bede om, at det må blive ændret. Vi har brug for at Gud sender sin livsånde og rejser os alle op ligesom der står i Ezekiels Bog:
Herrens hånd kom over mig, og han førte mig ved sin ånd ud og stillede mig i dalen. Den var fuld af knogler… De lå i store mængder ud over dalen og var helt indtørrede. Så spurgte han mig: »Menneske, kan disse ben blive levende?« og jeg svarede: »Gud Herre, det ved kun du!« Da sagde han til mig: »Du skal profetere om disse ben og sige til dem: I indtørrede ben, hør Herrens ord! Dette siger Gud Herren til disse ben: Jeg giver jer livsånde, så I bliver levende. Jeg fæster sener på jer, dækker jer med kød, trækker hud over jer og giver jer livsånde, så I bliver levende. Så skal I forstå, at jeg er Herren.« Jeg profeterede, som jeg havde fået befaling om, og mens jeg profeterede, lød der en raslen, og benene nærmede sig til hinanden. Jeg så, hvordan der kom sener på dem, kød dækkede dem, og de blev trukket over med hud. Men de havde ingen livsånde i sig. Så sagde han til mig: »Du skal profetere om livsånden. Du skal profetere, menneske, og sige til livsånden: Dette siger Gud Herren: Kom, livsånde, fra de fire verdenshjørner, og blæs ånde i disse dræbte, så de bliver levende.« Da jeg profeterede, som han havde befalet mig, kom livsånden ind i dem, så de blev levende. De rejste sig op, en umådelig stor hær. (Ez.37:1-10) Ja, vi skal alle blive levende og vandre i den vigtige opgave, som Gud har givet os i dette liv på jorden. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i. (Ef.2:10) |
Af Lars Hyldgård
Hjælp og inspiration til dig, der ønsker at følge Jesus. Arkiv
February 2017
Kategorier
All
|